Film:
John Akomfrahs The Stuart Hall Project

 
Kulturteoretikeren og sociologen Stuart Hall (1932-2014) var en af fædrene til den betydningsfulde Cultural Studies-tradition, som fortsat sætter sit store præg på universiteter verden over.
 
John Akomfrahs film består udelukkende af interviews, klip og fotografier fra Stuart Halls eget arkiv og er fortalt af Hall selv til tonerne af Miles Davis, som han har beundret hele sit liv. Fra han som jamaicansk immigrant blev konfronteret med de sociale forskelle imellem køn, klasse og race i 1950'ernes England, til han lærte sig selv at formulere og kritisere dem i det sprog, der senere tog teoretisk form som 'Cultural Studies'.
 
Lyder det abstrakt og akademisk? Det er det ikke. Halls geni består nemlig også i at formidle sine klarsynede tanker i et sprog, man straks forstår. Måske fordi han altid har dyrket den moderne kulturs film, jazzmusik og litteratur lige så lidenskabeligt som sit egentlige projekt: at svare på hvordan vi kan leve et fuldt liv i frihed på tværs af alle vore kulturelle og menneskelige forskelle. Hvis Stuart Halls teorier lyder selvindlysende i dag, er det langt fra nogen selvfølge. For selvom den karismatiske og dybt sympatiske Halls revolutionerende tanker om forholdet imellem kultur og selvopfattelse netop vedkommer alle, vækker de stadig hidsig debat. Og både begyndere og dedikerede følgere af Hall kan starte med John Akomfrahs rørende portræt, som havde premiere kort før Stuart Halls bortgang.
 
Visningerne er arrangeret i forbindelse med det tema-beslægtede seminar BE.BOP 2014, som finder sted i Statens Værkstedet for Kunst og i Nikolaj Kunsthal i dagene 15.-18. maj.
 
Instruktør: John Akomfrah, Storbritannien, 2013
Engelsk dialog, uden undertekster
Tilladt over 15 år
Pris: 75 kr (40 kr for medlemmer af Cinemateket). Køb billet her.
 
Fredag 16. maj 16:45
Lørdag 14. juni 16:45