Framing Identity x Copenhagen Photo Festival

Som led i Copenhagen Photo Festival inviterer Nikolaj Kunsthal til gratis omvisning i udstillingen Miracle Now skabt af den britisk-amerikanske kunstner ANOHNI. Omvisningen tager afsæt i temaet Framing Identity og præsenteres af udstillingskoordinator Helene Nyborg. ANOHNIs videoinstallation er en udforskning af billede, lyd og tekst baseret på hendes stykke fra 1995 Miracle Now og får sin premiere i Nikolaj Kunsthals Nedre Galleri. I Øvre Galleri fremvises et bredt udvalg af ANOHNIs værker, som viser hendes sans for materialernes taktile egenskaber: collager lavet af fundne objekter og hentet fra forskellige samlinger, fotografier, skulpturelle værker i den store skala og voksmalerier. Hendes animistiske drømmerier udtrykker følelser, en bevidsthed om medskyld og en længsel efter forandring stillet over for det menneskeskabte økologiske selvmord. ANOHNI (f. Antony Hegarty) har i de seneste år markeret sig som billedkunstner efter at have opnået stor anerkendelse som sanger med sit band Antony and the Johnsons, der udsprang af musik-, kunst- og performance-miljøet i New York i 1990erne. Hendes kunstneriske univers er kendetegnet ved en søgen efter inderlighed, uskyld og autenticitet. Med udstillingen Miracle Now indtager ANOHNI Nikolaj Kunsthal med sine installationer, skulpturer og fotos.  Omvisningen varer en time og der er begrænset antal pladser, kom derfor gerne i god tid.

Tirsdag 12. juni 17:00