Live performances med 2 marrokanske kunstnere

Live performances med Etayeb Nadif (mar) og Youssef Ouchra (mar) i Nikolaj Kunsthal torsdag d. 31. maj 2018.

 I anledning af udstillingen Tegner og Marokko. Marokkansk samtidskunst på Rudolph Tegners Museum & Statuepark fra d. 1. juni 2018 – 23. oktober 2018 samarbejder Nikolaj Kunsthal og Rudolph Tegners Museum om at vise to live performances af Etayeb Nadif og Youssef Ouchra.

Torsdag d. 31. maj kl. 15.00-16.00 udfører Etayeb Nadif (f. 1989) sin performance Chertat, der tager afsæt i hans egne rødder i hassanifolkets nomadekultur. I hassaniernes fortællinger og teater optræder figuren Chertat, som bringer sine egne skikke og sine egne traditioner med sig på rejser til fremmede steder for at vække nysgerrighed og skabe undren. I København vil Etayeb Nadifs Chertat vandre på strækningen fra Nikolaj Kunsthal til den lille plads i krydset mellem Gothersgade og Chr. IXs Gade, hvor Rudolph Tegners bronzerelief Forårsrengøring er placeret.

Torsdag d. 31. maj kl. 17.00 udfører Youssef Ouchra (f. 1984) sin performance Tournoiement i Nikolaj Kunsthal. I sit dervish-inspirerede værk arbejder Ouchra med en eksistentiel aktivitet fanget midt mellem ånd og materie, liv og død – et værk hvor de intensive drejninger (måske) bringer kroppen ud af balance og ud af fatning. I Nikolaj Kunsthal udføres Youssef Ouchras Tournoiement med hjælp fra den danske fluxus og performance kunstner Eric Andersen (f. 1943).

Der er fri adgang til begge performances. Alle er velkomne.

De to live performances er tilrettelagt af Helene Nyborg (Nikolaj Kunsthal), Luise Gomard (Rudolph Tegners Museum) og Johan Zimsen Kristiansen (kurator på Tegner og Marokko. Marokkansk samtidskunst).

Udstillingen Tegner og Marokko. Marokkansk samtidskunst er støttet af: VKRs Familiefond – KrogagerFonden – Aage og Johanne Louis-Hansens Fond – 15. Juni Fonden – Knud Højgaards Fond – Flügger farver i Helsinge – Marokkos Ambassade i Danmark.

Torsdag 31. maj 15:00