GRATIS ADGANG TIL THORVALDSENS MUSEUM MED BILLET FRA NIKOLAJ KUNSTHAL

To kunstoplevelser på én billet
Få en ekstra kunstoplevelse med i prisen, når du betaler entré til Nikolaj Kunsthal. I 48 timer giver din billet også adgang til at besøge Thorvaldsens Museum. Med en gåtur på fem minutter kan du opleve både international samtidskunst i kunsthallen og Bertel Thorvaldsens storslåede skulpturer.

Den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) rejste i 1796 som ung kunstner til Rom, hvor han levede det meste af sit liv. I 1838 vendte tilbage til sin fødeby København som verdensberømt kunstner og Thorvaldsens Museum er specifikt bygget til at huse hans værker.

Det er Danmarks første museumsbygning og én af landets smukkeste bygninger. At besøge det gule bygningsværk ved Slotsholmen er som at træde ind i en anden verden, for museet ser stort set ud som da det åbnede den 18. september 1848. En vandring gennem museet byder på et sandt farveorgie af stærkt farvede vægge, rigt dekorerede lofter og mosaikgulve, der alle har Bertel Thorvaldsens marmor- og gipsskulpturer som det naturlige centrum.

Thorvaldsens Museum og Nikolaj Kunsthal er begge en del af organisationen Historie & Kunst i Københavns Kommune, der også tæller Københavns Museum og Københavns Stadsarkiv.