Dias & Riedweg - uge for uge

I årene fra 2005 til 2009 dykkede Dias & Riedweg ind i universet omkring de forbudte funk-baller, som finder sted blandt marginaliserede beboere i Rio de Janeiros slumområder, de såkaldte favelaer. Her fandt de inspiration til en række kunstværker, heriblandt storværket Funk Staden, som du kan se i Nikolaj Kunsthal netop nu.

Funk Staden er en stor videoinstallation med tre bagprojektioner og tre spejle, som fylder det meste af kunsthallens nedre galleri.

Funk Staden er oprindelig et bestillingsarbejde til Documenta 12 i Kassel 2007, men vises her i en udvidet udgave, hvor store spejle hele tiden forskyder perspektivet på videoprojektionerne og rummet omkring dem.

I forbindelse med Documenta-bestillingsopgaven blev Dias & Riedweg bekendt med Hans Stadens forfatterskab. Staden (født 1525) var fra Kassel, og hans bog Sandfærdig beretning om og beskrivelse af et vildt, nøgent, grusomt, kannibalistisk folks land, beliggende i den nye verden, Amerika blev oprindelig udgivet i Tyskland i 1557. Denne bog føjede en betydningsfuld ekstra dimension til kunstnernes tilgang til funk-ballerne.

Staden skrev den allertidligst udgivne fremstilling af Tupinambá-indianerne, de oprindelige beboere i det, der senere skulle blive til Brasilien. Bogen var rigt illustreret med originale træsnit og bidrog væsentligt til at lancere myten om de vilde i Troperne. Bogen blev oversat viden om i sin tid og blev på den måde en af historiens første bestsellere.

Dias & Riedweg tog Stadens Sandfærdig beretning op igen som en form for manuskript for deres videooptagelser af de voldsomme funk-baller i Rio de Janeiros slum. Når disse to kontekster – adskilt af 450 år –bringes sammen, muliggør de en kritisk læsning af historien og af selve historieopfattelsen. De mekanismer kommer til syne, som bidrager til etableringen af et kulturelt overherredømme og videreførelsen af europæiske (vrang-)forestillinger om Troperne (fantasien om paradiset i Den ny Verden).

Sammenstillingen peger desuden på en særlig politisk praksis, som stadig er fremherskende i dag, og som har været med til at legitimere både folkedrabet på de brasilianske indianere og i det hele taget erobringen af andres land, herunder den måde, hvorpå fremmede stater gik til værks under koloniseringen af det amerikanske kontinent.

Se et preview på Funk Staden forneden.

Hver uge sommeren over sætter vi fokus på et af kunstværkerne i den anmelderroste udstilling Dias & Riedweg: Possible Archives. Udstillingen kan ses frem til d. 18. august 2013.