Press Play: Cinemateket og Nikolaj Kunsthal i billetsamarbejde om film og PIXELADE

Cinemateket og Nikolaj Kunsthal går sammen i billetsamarbejde om:

PRESS PLAY: DIGITALE UTOPIER OG NYE BEGYNDELSER, CINEMATEKET

+

UDSTILLINGEN PIXELADE, NIKOLAJ KUNSTHAL

Mange kunstnere har beskæftiget sig med simulerede digitale verdener. Steder, hvor en person kan tage på eventyr, udforske underbevidstheden, eller – som det ofte er tilfældet i filmhistorien – blive fanget. Uanset om man bliver digitaliseret af en højteknologisk partikelkanon, kobler en semi-biologisk maskine direkte i rygraden eller blot lader sin bevidsthed blive opslugt af cyberspace, så er der et væld af eksistentielle problemstillinger, der kan tages under lup, når virkeligheden ikke længere er en entydig størrelse.

Gennem computerspillet – af mange betragtet som den rendyrkede eskapisme – får mennesket overmenneskelige evner: Drømme går i opfyldelse, det gode vinder over det onde, og brugeren lever i illusionen om fysisk interaktivitet. Filmhistorien rummer mange eksempler på fortællinger om ‘mennesket i maskinen’, om brugeren, der suges ind i spillet. Nogle film omfavner eskapismen og leverer rendyrket masseunderholdning. Det gælder fx Steven Lisbergers actionfyldte ‘Tron’. Andre tager – som Rainer Werner Fassbinders nyligt restaurerede science fiction-epos ‘World on a Wire’ – stilling til det menneskelige dilemma, der opstår, når verden bliver delt i to.

Filmene vises under og i forlængelse af udstillingen PIXELADE, som udfolder ideen om at befinde sig i en pixelleret computerverden med lys, lyde og spil. Udstillingen kører indtil den 9. november i Nikolaj Kunsthal i København - Se mere om udstillingen PIXELADE

 

Bemærk: Ved fremvisning af en billet fra filmserien gives gratis adgang til udstillingen, der henvender sig til både børn og voksne.

 

Serien er blevet til i samarbejde med festivalerne Alt_Cph og CPH:DOX. Sidstnævnte står den 14. november bag en seminardag i Nikolaj Kunsthal – læs mere på cphdox.dk

 

FILMPROGRAM

____________________________________________________________________

lør 01/11 16:45 + ons 03/12 19:00

Tron

Steven Lisberger, 1982 / eng. tale / 96 min.

 

På med neondragten og af sted på lyscyklen! Jeff Bridges spiller programmøren Flynn, der bliver pixeleret og suget ind i en verden af computerspil. Resultatet er en af 1980'ernes mest ikoniske og nyskabende science fiction-film. Skønt filmens engang så revolutionerende CGI-effekter i dag fremstår som rendyrket kitsch, er ‘Tron' stadig en visuelt overdådig film. Et vaskeægte tekno-eventyr med appel til både børn og voksne.

____________________________________________________________________

søn 02/11 16:15 + tirs 16/12 19:30

World on a Wire

Welt am Draht / Rainer Werner Fassbinder, 1973 / eng. tekst / 212 min.

 

"Et skoleeksempel på en film, der var forud for sin tid," skrev New York Times om Fassbinders ’World on a Wire’. Den blev oprindeligt indspillet som en  to-delt miniserie til tysk tv, men i 2010 restaureret og (gen)opdaget af mange. I dag står den som et markant værk i 1970’erne sci-fi ’guldalder’, og vi er glade for endelig at kunne vise den restaurerede kopi på dansk jord.

Det tyske ‘Institut für Kybernetik und Zukunftsforschung' huser en supercomputer, der er vært for en simuleret virkelighed med over 9.000 intetanende indbyggere. Da projektets tekniske leder dør under mystiske omstændigheder, overtager Dr. Fred Stiller styringen. Han ser sig imidlertid hurtigt stillet overfor hændelser, der rejser spørgsmål ikke bare om den simulerede verden og dens indbyggere, men også om Stillers egen verdensopfattelse. Helaftensfilm 80/55 kr.

____________________________________________________________________

søn 02/11 14:00 + lør 27/12 21:45

Avalon

Mamoru Oshii, 2001 / eng. tekst / 107 min.

 

Japanske Mamoru Oshii har beholdt mange visuelle og tematiske pejlemærker fra mesterværket ’Ghost in the Shell’ i denne film, der er indspillet i Polen med polske skuespillere. Kvinden Ash er en af de mest fremtrædende sudøvere af Avalon - et spil, der giver en uhørt grad af indlevelse i en halvsyret krigssimulation, men som også har efterladt flere spillere i coma. Da Ash hører om et særligt level og pludselig ser sig udfordret af spilleren Bishop, bevæger hun sig mod Avalons mere hemmelighedsfulde afkroge, og inden længe er hun udfordret på mere end blot sine evner som gamer. Med lige fokus på det eksistentielle, psykologiske drama og de voldsomme krigsscener balancerer ’Avalon’ på en knivsæg mellem action og arthouse.

____________________________________________________________________

lør 06/12 21:30 + tors 18/12 21:45

eXistenZ

David Cronenberg, 1999 / sv. tekst / 97 min.

 

Med vanligt fokus på det voldsomt kropslige fusionerer David Cronenberg biologi med teknologi. Spildesigneren Allegra (Jennifer Jason Leigh) står bag ‘eXistenZ' - et virtual reality-eventyr, der spilles på levende konsoller, der kobles direkte i rygraden (en penetration med indlysende paralleller). Efter sabotage af en gruppe virkelighedshyldende terrorister må Allegra drage ind i spillets verden for at vurdere skadens omfang - med gaming-jomfruen Ted (Jude Law) som bodyguard.

____________________________________________________________________ 

lør 13/12 17:00

Europe in 8 Bits

Javier Polo Gandía, 2013 / eng. tekst / 75 min.

 

Musik lavet med udtjente computerspils-lydchips? Ja da! Der er både højt humør, klædelig selvironi og berettiget stolthed at finde hos de mange dedikerede udøvere af 8-bit-musikken i denne dokumentar. De fleste er lidt nostalgiske og nørdede – men med et vigtigt ideologisk twist: 8-bit-musik er også et slag i ansigtet på nutidens ’brug-og-smid-væk’-adfærd. Eller som det hedder i filmen: ”At tage et gammelt objekt og give det ny ånd er vældig cyberpunk!