Vil du være frivillig på FOKUS 2014 videokunst-festival?

I forbindelse med film- og videoinstallationen Skammekrogen, der har verdenspremiere til FOKUS 2014 videokunstfestival, søger vi frivillige til at stå for den daglige drift. Dvs. introducere de besøgende for værket og guide dem i forhold til brugen af det interaktive værk og være med til at skabe den totale oplevelse, Skammekrogen er. Det har vi brug for din hjælp til.

Om Skammekrogen

Skammekrogen er en hybrid mellem filmkunst og rollespil. Og new reality. Publikum bliver sat i grupper af fem rundt om et dækket, men efterladt bord, hvor der ligger et par new reality briller på hver tallerken. Når man tager brillerne på, vil man opleve filmen fra en specifik karakters synsvinkel og lydunivers. Forskellen fra almindelig film er, at man selv kan se rundt, som om man var inde i karakteren. Pointen er, at alle rundt om bordet har hver sin unikke synsvinkel og dermed hver sin oplevelse af nøjagtig samme middag ligesom i virkeligheden, hvor alle har hvert sit subjektive perspektiv.

Forløbet begynder et par dage inden premieren på Skammekrogen d. 7. februar. Her vil du blive introduceret til holdet bag Skammekrogen og få en introduktion til, hvordan værket virker.  Arbejdet vil foregå torsdag og fredag i tidsrummet 12-22, lørdag eller søndag i tidsrummet 10-18 i perioden 7. februar til 2. marts.

Forløbet vil give dig et indblik i afviklingen af en banebrydende ny film og et nyt kunstværk, give dig mulighed for at komme “bag kulisserne” på såvel filmen som Nikolaj Kunsthal og blive en del af teamet bag FOKUS videokunstfestival. Udover introduktionsforløbet skal du have mulighed for at afsætte ca. 30 timer til projektet.

Om FOKUS 2014

FOKUS 2014 er den fjerde festival for videokunst i Nikolaj Kunsthal. FOKUS har efterhånden etableret sig som en markant platform for videokunsten med et fyldigt program bestående af værker fra ind- og udland. FOKUS 2014 videokunstfestivalen finder sted fra 6. februar - 2. marts 2014 i Nikolaj Kunsthal og relaterede venues.

I festivalperioden bliver Nikolaj Kunsthal forvandlet til et mekka for videokunst. Oplev danmarkspremierer på nye værker af toneangivende kunstnere fra ind- og udland samt en bred vifte af forskellige kuraterede videoprogrammer, artist talks og events. Arbejdet er ulønnet, men der vil være mulighed for at modtage en anbefaling som afslutning på forløbet. Der er ingen krav til specielle færdigheder.

For at kunne koordinere forløbet har vi brug for din bindende tilmelding hurtigst muligt. Det gør du ved at sende en mail til Anne Julie i Nikolaj Kunsthal. Har du spørgsmål, kan Anne Julie også kontaktes på (hverdage mellem 9 og 12), mail: aja@nikolajkunsthal.dk / telefon: 3318 1792

Vi glæder os til at høre fra dig.

 

Se mere om FOKUS:  www.fokusfestival.dk

Se mere om Nikolaj Kunsthal her: www.nikolajkunsthal.dk