Ideen om at dele

"Ideen om at dele"
– Brønshøj Bibliotek som kulturel fælled
Udstillinger på Brønshøj Bibliotek:
Viden (4.10 - 17.10) , Det fantastiske (18.10-1.11), Det fælles (29.11-13.12)

På Brønshøj Bibliotek skabte billedkunstneren Kerstin Bergendal og Nikolaj Kunsthal en kulturel platform for alle. 

Sammen med medarbejderne på biblioteket og Nikolaj Kunsthal tog Kerstin Bergendal hul på et eksperimenterende samarbejde, der skulle undersøge de to typer af institutioner som demokratiske rum for sansning, erfaring, udveksling af viden og oplevelser.
'Ideen om at dele' blev Nikolajs første større erfaring med outreach-baseret samarbejde. Med projektet på Brønshøj Bibliotek kom Nikolaj Kunsthal således i kontakt med nye potentielle gæster. Samtidskunsten blev vist og formidlet gennem en lang række aktiviteter på biblioteket. 
Gennem udstillinger, foredrag, workshops, debatter og ikke mindst bibliotekets nye kunstklub BibNik tilbød modelfasen et både sjovt, lærerigt og uhøjtideligt program af aktiviteter, der gik på tværs af genstande, fag og traditioner i de to kulturinstitutioner. Alt sammen præsenteret i bibliotekets forandrede omgivelser.

Brønshøjs borgere og enhver anden interesseret kunne være med til at afprøve bibliotekets nye muligheder og hermed være med til at skabe vigtige erfaringer.