Santiago Sierra:
Black Flag

20. august 2016 til 13. november 2016

Den verdenskendte spanske kunstner Santiago Sierra udfordrer nationalstaternes flygtige karakter og erobring af landområder med udstillingen Black Flag, der har verdenspremiere i Nikolaj Kunsthal fra 20. august - 13. november 2016. 

Den 13. april 2015 blev et sort flag hejst på breddegraden 90° Nord - bedre kendt som Nordpolen. Bag ekspeditionen stod den verdenskendte spanske kunstner Santiago Sierra. Den 14. december 2015 blev et lignende sort flag plantet på Sydpolen. De to monokrome flag, der udgør det universelle symbol på anarkismens bevægelse, er rejst på vegne af verdens befolkning som kunstnerens modsvar til national erobringstrang. Begge flag står der endnu.

Historisk har Nord- og Sydpolen og de svært fremkommelige områder på vejen dertil været mål for ekspeditioner, der har haft karakter af opdagelsesrejser på vegne af menneskeheden – men som oftest har disse ekspeditioner ligeledes rummet elementer af et håb om kolonialisering og national profilering. Gennem århundreder har forskellige lande gjort krav på områderne.

Santiago Sierra sætter med Black Flag fokus på den historiske og aktuelle erobringstrang, på nationalstaternes flygtige karakter og adskillelsen af mennesker via landegrænser. Sierra har tidligere arbejdet med nationer som kontroversielle konstruktioner – blandt andet i sit værk til den spanske pavillon på Venedig Biennalen i 2003, hvor han kun tillod publikum, der kunne fremvise et spansk pas, at komme ind.

Andreas Brøgger, leder af Nikolaj Kunsthal siger: ”Vi er stolte over at lægge hus til verdenspremieren på udstillingen Black Flag. Sierras projekt er på samme tid helt enkelt og symbolsk, og samtidig meget konkret og utrolig komplekst. Det er ikke nogen let sag for en kunstner at plante to flag på polerne. Udstillingen er relevant for Danmark, som er en af de nationer, der har gjort krav på havbunden i Det Arktiske Ocean – et område på 20 gange Danmarks størrelse med geopolitisk og potentiel økonomisk betydning.”

Santiago Sierra: 

Santiago Sierras værker fungerer ofte som en kommentar til det moderne samfunds sociale og politiske forhold. Han er blandt andet kendt for en række kontroversielle udstillinger, hvor han har hyret arbejdsløse, prostituerede, politiske fanger og immigranter til at foretage meningsløst arbejde for minimale summer som en kritik af den personlige og økonomiske udnyttelse af samfundets svageste.

Santiago Sierra er født i Madrid i 1966 og bor og arbejder i Mexico Cityog Madrid. Han har haft soloudstillinger over det meste af verden, bl.a. på KunstWerke i Berlin, MACBA i Barcelona, Deichtorhalle i Hamburg, Museo Tamayo i Mexico City og MoMA PS1 i New York, ligesom han har deltaget på biennalerne i bl.a. Venedig og Busan og for nylig deltog i Manifesta 11.

Black Flag har verdenspremiere i Nikolaj Kunsthal 20. august 2016.

Udstillingen Black Flag kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 20. august – 13. november 2016.

Udstillingen er et samarbejde mellem Santiago Sierra Studio and a/political med en særlig tak til Lutz Henke.

 

a/political is a nonprofit organisation, collaborating with artists who work within a socio-political framework. a/political, initiate, produce and tour large-scale projects world-wide. With offices based in London, a/political opened The Foundry in 2014 as an experimental art space, hosting ambitious projects outside the controls of the contemporary art market. Artists are invited to produce large-scale work in the neighbouring factories. In addition, a/political acquires artworks for permanent installation at The Foundry to compliment the collection currently located in London.

Lutz Henke is a curator and cultural scientist (M.A.). He also perceives and realizes artworks and interventions in close collaboration with the artists - among these pieces by Santiago such as "Black Flags" (2015) or the "World's Largest Graffiti" in the Algerian desert (2012).