Cuba - Længslernes landkort

18. juni 1999 til 15. august 1999

Cuba - Længslernes landkort

18. juni - 15. august 1999

 

 

Udstillingen indkredsede bevægelserne i den cubanske samtidskunst. Ti cubanske kunstnere skabte gennem fotografier, installationer, performances og tegninger et fælles udtryk, der kan samles i allegorien - længsel. Der var til udstillingen publiceret et omfattende engelsk/tysk sproget katalog
 med artikler om Cuba, den cubanske samtidskunst, samt interviews med kunstnerne. 

De udstillende kunstnere havde forskelligt tilhørsforhold til Cuba. Nogle lever i eksil, andre er født i cubanske familier i USA og andre igen født og bosat på Cuba. Fælles for dem alle er dog fascinationen af Cuba som realitet og som myte. 

Udstillingen Cuba - Længslernes landkort var en fremvisning af, at den cubanske kunst og kultur lever og udvikler sig vitalt - paradoksalt nok næsten i takt med at fattigdommen og frygten for Cubas fremtid tager til. Udstillingen opridsede tendenser i den cubanske samtidskunst, og vidnede om at kunsten stadig kan udfolde et særegent æstetisk udtryk, samtidig med at den tager den sociale kontekst alvorlig. Dermed viste udstillingen ikke blot, hvordan det æstetiske udtryk udvikles og former sig uden for den europæiske og amerikanske kunstscene, men den dokumenterede og kommenterede også den konkrete sociale og politiske tilstand på Cuba. 

Udstillingen satte således spørgsmålstegn ved vores ofte romantiske billede af Cuba, og pegede på at Cuba er andet end Havana-cigarer, salsa, amerikanske biler fra halvtredserne, Fidel Castro, Che Guevara og drømme om revolution, nemlig en konkret virkelighed, der i disse år hastigt forandres i takt med at isolationen brydes og turismen køber sig ind på øen. 

Den cubanske kurator, Eugenio Valdés Figueroa valgte at samle udstillingen omkring et gennemgående tema: længsel. Alle værkerne indeholdt således en tone eller stemning af længsel. En længsel, eller en melankoli, der synes at være et resultat af Cubas komplekse historie, den paradoksale udvikling og øens isolation geografisk som politisk. 

Udstillingen strakte sig over to etager. Manuel Piñas store sort/hvide fotos prægede begge etagers endevægge. Motiverne af beton-muren, der strækker sig langs Havanas kystlinie som værn mod havet og motiverne af havets uendelighed, tegnede en usynlig grænse omkring udstillingen. 

Længslen som tema er evident i Manuel Piñas fotografier, der domineres af den fjerne uopnåelige horisont, som skærer sig gennem hans sort/hvide fotografier - næsten som en synliggørelse af Cubas isolation. 

Kchos værker er ofte udformet af det vraggods, der er skyllet op på de cubanske strande. På udstillingen udstillede Kcho tegninger og skulpturer, der alle beskæftigede sig med havet og båden. Kchos værker fører associationer med sig om bådflygtningene og havets betydning for cubanerens skæbne. 

Tania Bruguera arbejder hovedsageligt med performances, og kredser omkring offermotivet, som en politisk kommentar til den cubanske historie. I Nikolaj Udstillingsbygning udstillede hun ligeledes det cubanske flag - men dette var flettet i menneskehår, som en syrlig kommentar til forholdet mellem individet og tanken om kollektivet i den socialistiske stat. 

Carlos Garaicoas værker kan måske beskrives som en længsel efter tilhørsforhold. Med hans billeder fra henholdsvis New York og Havana, og hans udstillede genstande fra et russisk fængsel forsøger han at skildre aspekter af den cubanske historie og sætte spørgsmålstegn ved, hvad denne komplekse historie betyder for den cubanske identitet. 

I Abigaíl González' fotografier fornemmes en længsel forbundet med voyeurens observerende distance, alle hans fotografier indkredser gråzonen mellem pornografien, dokumentaren og det æstetiske. 

Længslen tematiseredes ligeledes gennem eksil-cubanerens blik på Cuba - her repræsenteret af Ernesto Pujol, der er bosiddende i New York. Ernesto Pujol har arbejdet med køn og seksualitet, og i hans helt nye værker kredser han blandt andet om seksualitetens væsen, den ekstreme tvangstanke og skillelinien mellem nydelse og afsky. 

Ana Mendietas performance og hendes øvrige værker tog udgangspunkt i den cubanske jord, og gennem det konkrete materiale søgte hun at indkredse den nationale identitet. 

Længslen efter tilhørsforhold synliggjordes i Marta María Pérez' arbejde med at billedliggøre fortidens mytiske materiale. Den latinamerikanske myte-cyklus ligger som et vigtigt lag i alle hendes sanselige fotografier. 

Eduardo Aparicio arbejder med at sidestille eksil-cubanernes identitet med de hjemmeboende cubaneres identitet. Gennem fotografier, der gengiver parallelle situationer for cubaneren i henholdsvis Havana og i Miami, stiller han tankevækkende spørgsmål ved, hvad forskellen på national og social identitet er - og lokker betragteren til at gætte, om et givent motiv er fra Miami eller fra Havana. 

Endelig var der Félix González-Torres konceptuelle værk, der gennem begreber og årstal skabte et billede af et levet liv, som får lov at trænge ind i gennem erindringens tilsyneladende ulogiske associations-kæde. 

Cuba - Længslernes landkort blev til i et samarbejde mellem Kunsthalle Wien og Nikolaj Udstillingsbygning. Udstillingen er sat sammen af den cubanske kurator Eugenio Valdés Figueroa og Gerald Matt fra Kunsthalle Wien.