Eric Andersen:
LIAISON

16. marts 2013 til 19. maj 2013

LIAISON er på én gang et nyt værk, en gigantinstallation i Nikolaj Kunsthals Nedre Galleri, og samtidig en udstilling, der kaster lys over Eric Andersens tidligere værker. Til LIAISON har Eric Andersen opstillet et stillads i kirkerummets fulde højde, hvor publikum frit kan bevæge sig rundt i stilladsets fire etager mellem ældre og nye værker. Der vises desuden dokumentation af performances gennem mere end 50 år.

Hver tredje dag ændres udstillingen, nyt kommer til, andet flyttes rundt og noget forsvinder måske helt. Kun kunstneren selv ved, hvad der sker. På den måde bliver udstillingen en levende proces, man kan følge i hele udstillingsperioden, og publikum opfordres til i høj grad at gå ind i værkerne og engagere sig.

Materialerne er forskellige: Objekter med tekster, partiturer man kan rive af blokke, tage med sig og opføre andre steder,  lydoptagelser bl. a. fra 1963, video, fotos og tekster fra performance, programmer og intermediære værker.  Flertydigheden og den evige forandring er værket og udstillingens kerne: Publikum udfordres og opfordres til at gå ind i kunsten på vidt forskellige måder og niveauer.

Fluxus i mere end 50 år

Eric Andersen har i mere end 50 år manifesteret sig som Fluxus- og intermediakunstner både internationalt og i dansk sammenhæng. I tresserne var han tæt knyttet til Nikolaj Kunsthal på grund af Kunstbibliotekets funktion som den primære danske scene for Fluxus. Det sidste værk, Eric Andersen udførte i Nikolaj Kunsthal som en del af Kunstbiblioteks allersidste manifestation i bygningen i 1970, var en høj stilladskonstruktion, hvor der på forskellige etager blev vist film og andre projekter. Denne udstilling danner baggrunden for den større og mere vidtrækkende udstilling LIAISON i Nikolaj Kunsthal i 2013.

Af de ældre arbejder findes bl.a. partiturer til events fra de tidlige tressere, bl.a. fra Fluxus i Nikolaj Kunsthal og materiale fra POEX (1965). Af de senere, store intermedieprojekter vises bl.a. Solplænen (1982), satellitprojektet Marianne (1989), der kan tænde tre nye stjerner på himlen – begge er projekter, man kan forestille sig blive realiseret en gang i fremtiden – Opus 90 (1990) på Statens Museum for Kunst - et projekt, der på én gang optræder som en foranderlig begivenhed og samtidig indgår den permanente museumssamling.  og  det store Margrethefjordsprojekt (1996), der bandt Roskilde ind i et net af performances.

Jam med

For kunne følge processen har vi lavet et særligt LIAISON-partoutkort til 50 kr, der giver adgang alle dage i hele udstillingsperioden.

Hver udstillingsdag afsluttes med en 15 minutter lang orgelkoncert af Eric Andersen. Kom 15 minutter før dagen slutter og lyt med.

Hver torsdag aften kl. 19.30 indbyder Eric Andersen til jamsession, hvor alle er velkomne til at deltage, mens Eric Andersen selv spiller på Nikolajs orgel. Den eneste regel er, at der ikke er nogen regler : det er fri improvisation, og der må gerne optages!

Event afholdt d. 18 april kl. 17: ”Da Musikken Brød Igennem Lydmuren” en samtale mellem Eric Andersen og komponisterne Ib Nørholm og Jexper Holmen om tressernes musikscene.

 

---

 

Det siger anmelderne

Berlingske / Torben Weirup: "Er man nysgerrig, kan en helt ny verden åbne sig. Absurd? Bestemt. Og sådan er det hele vejen igennem." - 5 ud af 6 stjerner, 24/2 2013

Læs hele anmeldelsen på b.dk

Weekendavisen / Mette Sandbye: "Eric Andersen har været en pioner på sit felt og med stor konsekvens, intelligens og humor arbejdet i Fluxus-/intermedia-feltet meget længe." - 19/4 2013

konsten.net / Kristina Mönster Nilsen: "Utställningen med Eric Andersen är en allvarligt humoristisk kulturberättelse om ett halvt sekel av liv, konst och händelser. Stående på torget utanför konsthallen med en barnslig lyckokänsla i magen är jag fångad av fluxus. ”Liaison” jammar fett." - 12/4 2013

Læs hele anmeldens på konsten.net

Information / Michael Jeppesen: "Det er en slags youtube i 3D, hvor Eric Andersens liv bliver afspillet uden hensyn til relevans, timing og æstetik. Uden at fornærme nogen er det lidt noget gammelmandsgøgl" - 2 ud af 6 stjerner, 22/3 2013

Kopenhagen Magasin: "Man bliver simpelthen nødt til at se udstillingen flere gange. De historiske referencer og den særegne udstillingsform fortjerner en af ugens anbefalinger"  - 15/3 2013

Politiken / Maria Kjær Themsen: "In flux betyder i bevægelse, og selv om det er bevægelsen imellem elementerne, snarere end elementet i sig selv, der er af betydning i fluxuskunsten, så er det væsentligt endelig at manifestere Andersen som den betydelige skikkelse han er i dansk og international sammenhæng" - 15/3 2013