FOKUS 2012
Videokunst-festival

9. februar 2012 til 26. februar 2012

I festivalperioden blev Nikolaj Kunsthal forvandlet til et mekka for videokunst med et fyldigt videoprogram med kunstnere fra ind- og udland, talks og events.

FESTIVALENS PROGRAMMER

Juryprogram
De tre jurymedlemmer fra Open Call konkurrence Christina Wilson (gallerist), Lilibeth Cuenca Rasmussen (performancekunstner) og Slavko Kacunko (videoekspert og professor i kunsthistorie og visuel kultur ved Københavns Universitet) bidrager med hver deres særlige videoprogram.

Dansk videokunst
FOKUS stiller skarpt på, hvad der rører sig på den danske videokunstscene og har derfor inviteret otte danske anerkendte videokunstnere til at vise deres nyeste værker. Kunstnerne er: Rose Eken, Søren Thilo Funder, Gudrun Hasle, Elsebeth Jørgensen, Lasse Lau, Lærke Lauta, Pia Rönicke og Lisa Strömbeck.

Artur Zmijewski
Desuden vil der blive zoomet ind på den polske kunstner Artur Zmijewski, som er udpeget til at kuratere Berlin Biennalen i 2012. Zmijewskis værk Democracies omkranser publikum med 20 videoer, der viser forskellige overraskende måder at praktisere demokrati på.

LOOP
FOKUS tager desuden pulsen på den spanske videokunstscene ved at invitere den spanske kurator Julia Morandeira fra festivalen LOOP/ Screen from Barcelona til at kuratere et program med udgangspunkt i videoscenen i og omkring Barcelona.

COPENHAGEN ART FESTIVAL
Som en optakt til eftersommerens Copenhagen Art festival har Nikolaj Kunsthal sammen med byens fire andre kunsthaller, Den Frie Udstillingsbygning, Kunstforeningen Gl. Strand, Kunsthal Charlottenborg og Overgaden Institut for Samtidskunst, kurateret et videoprogram om fællesskaber. Programmet kan opleves på Den Sorte Diamant, Black Pop Contemporary Art, Hotel Fox og Props Coffee Shop såvel som i de fem kunsthaller.

Under festivalperioden bliver Nikolaj Kunsthal forvandlet til et mekka for videokunst, og der vil være mulighed for nyde mad i caféen eller flade ud i fatboys, mens man nyder fyldige videoprogrammer, artist talks, VJ nights, Bring Your Own Beamer samt Close Ups, hvor vi går tæt på enkelte værker, blandt andet videokunst-pioneeren Bill Violas værk The Night Journey.

Som noget nyt er der også mulighed for at møde FOKUS uventede steder i byen, på biblioteker, kulturhuse, en frisørsalon, en boghandel...