FOKUS 2016: Videokunst festival

11. februar 2016 til 6. marts 2016

For nylig iværksatte den italienske videofestival Magmart en underskriftsindsamling for at gøre opmærksom på, at stort set ingen kunstmuseer, kunsthaller eller offentlige støtteordninger påtager sig at fremme eller understøtte videokunsten i landet. Videokunsten er kunstverdenens Askepot – lød opråbet. Videokunsten er ellers på mange måder blevet en etableret del af den internationale kunstscene i løbet af de sidste årtier. Men Askepot-historien viser, at dét, vi betragter som nutid eller fremtid, ikke nødvendigvis er jævnt fordelt rent geografisk.

På dette års FOKUS viser vi både det spirende og giver plads til noget af det ypperste inden for videoinstallationskunst. Vi er derfor stolte over at kunne præsentere den London-baserede John Akomfrah – en kunstner med en lang og væsentlig produktion bag sig, som ikke tidligere har været vist i større skala i Danmark. Akomfrahs værker rummer en dybde, kompleksitet og stor poetisk udsigelseskraft, som med deres fokus på migration, udbytning, identitet og erindring taler til vores samtid. På FOKUS kan man opleve storværket Vertigo Sea fra 2015 foruden en række af kunstnerens tidligere værker. 

Vi er ligeledes glade for at kunne annoncere, at FOKUS open call 2016 i år har modtaget 250 nyproducerede videoværker. Produktionerne er fra både ind- og udland og giver et godt billede af, hvad videokunstformatet kan, og hvor det bevæger sig hen. Juryen har udvalgt 30 værker, som vises i hele festivalperioden. 

På FOKUS 2016 vises ni eksperimenter med VR-værker (Virtual Reality) installeret hele vejen op igennem Nikolaj Kunsthals tårn. Værkerne udfordrer den måde, vi oplever film på, og FOKUS hilser denne form for vordende projekter velkommen, hvor det nye medies kunstneriske, psykologiske og etiske implikationer kan fornemmes og overvejes af den enkelte.

FOKUS undersøger grænseområderne mellem videokunst og andre genrer, heriblandt elektronisk musik, VJ-ing og visuals. Sammen med Frost Festival, Global og Fonden Roskilde Festival inviterer FOKUS i år til en helt særlig aften, hvor den marokkanske musikgenre gnawa forenes med specialkomponerede visuals og elektronisk musik.

I år viser vi to nyproduktioner af danske kunstnere. Niels Pugholms film vises på Københavns Stadsarkivs læsesal, og i Nikolaj Kunsthal holder vi premiereaften for Tina Enghoffs videoproduktion, der er skabt i samarbejde med beboere fra Folehaven. Vi får også besøg af Felleskassen fra Norge, som vil opføre en stumfilms-performance.

Endelig afprøver vi i år en ny form for formidling af videokunst gennem et trykt magasin, FOKUS Special Edition, der sammen med en app gør det muligt at opleve 15 videoværker via mobil eller tablet.

Det fulde program kan læses her

Vinderne af FOKUS 2016 open call:

De tre vinder videoværker af FOKUS 2016 open call blev kåret torsdag d. 3. marts 2016 af juryen bestående af billedkunstner Pia Rönicke, kunstkritiker Pernille Albrethsen, dokumentarist og underviser, Lotte Mik-Meyer, Nikolaj Kunsthals leder Andreas Brøgger og kurator Johanne Løgstrup. De tre vindere blev:

Viktor-Emil Dupont Billund Regenerated national narrative (2015)

“Et hvidt stykke stof hænger lydløst og elegant i luften. Omkring det naturen: græsser og buske i gule og grønne farver. Vi studerer et kunstigt hvidt objekt spændt op i et stykke natur. Billedet er kornet - elektronisk sitrende - og der er tilført tid. Kameraet bevæger sig graciøst hen over objektet, og undervejs åbenbares foldninger og nye perspektiver, og tankerne sendes i retning af antikkens hvide marmor og landskaber af diagonaler, lys og skygge. Der er tilført tid og trukket lyd fra. Den manglende lyd forstærker sansningen af billedet og bevægelsen. Billedet som materiale og tekstur melder sig. Er det civilisationens frie fald? Et hvidt marmorlandskab af foldninger og lys? Eller en kleenex fastfrosset i luften en tilfældig sommerdag? Måske. Værket ægger os ved sin sanselighed og sin blotte visuelle konstruktion. Det gør sig fri af tiden. Og det gør sig fri af tidens dramatiske fordring og giver os lov til at rejse ind i vores egen erindring. Tak til Viktor Emil Dupont Billund der med Regenerated national narrative sender oplevelsen i fri flugt." (Juryens motivation)

Louis Henderson 
Black Code/Code Noir (2015)

 “From cosmos and the perspective of a satellite, Earth is glowing like a crescent moon in the opening scene of Louis Henderson’s film, Code Black/Code Noir. The camera shoots in rapid motion around the Bastille Plaza in Paris, and through a voice, memories are recovered from the stormy night of the Haitian revolution. The title Black Code/Code Noir refers to the slave legislations from 1685, defining the conditions of slavery in the French colonies and discriminatory state and local laws passed after the Civil War in the United States. Through the film, Henderson montages clips from the Internet relating to the murders by police of Michael Brown and Kaijieme Powell in the US in 2014, with clips from the surveillance technology that transforms data collected by the authorities into violent actions. The seemingly transparent surveillance technology is simultaneously used to cover up discriminatory activities. The open work (Opera aperta/The Open Work, Umberto Eco) is also at stake here, in the mix of soundtracks, voices, pulsating movements, documents, layers, texts and interfaces, like an archaeology of media where also the undecipherable is found. The open work is an undone work, because it has something more to tell us. Watching this film is a reminder – a prediction of the condition of Paris on the 13th of November 2015 - the state of exception we are living in. We are not done with this history. Thank you Louis Henderson for reminding us with this important film." (Juryens motivation)

Vladimir Tomic & Ana Pavlovic 
Dreamland (2015)

 “Vi kender alle til at skulle genfortælle en drøm, som har gjort indtryk. Oplevelsen kan være meget stærk: hvem der var tilstede, om det var rart, uhyggeligt eller sørgeligt. Men det er ofte som om, at jo mere man siger, jo mere forsvinder drømmen. Det er dette vakuum eller spleen, som Vladimir Tomic og Ana Pavlovic bruger i filmen Dreamland. Vi følger et middagsselskab med en gruppe af kunstnernes venner, der – ligesom kunstnerne selv – alle er unge mennesker, som bor i Danmark, og som har migrantbaggrund. Billedsiden viser gæsterne ankomme, gå til bords, spise, grine, snakke og danse. Lydsiden er stum, kun afbrudt af forskellige voice-overs – gæsternes løsrevne drømmeberetninger, som handler om at vende tilbage. En har drømt om, at hun ledte efter sin bedstemors hus i et bombet landskab. En anden er tilbage i Beograd, hos tandlægen, hvor han møder Anders Fogh Rasmussen, som har problemer med tænderskæren. Det raffinerede ved Tomics og Pavlovics værk er, at de også bruger drømmen som et strukturerende greb: Vi ser personerne bevæge sig foran det faste kamera, men man kan ikke altid se, hvem der fortæller. Samtidig er man helt inde i nogens hoved – i nogens drøm. På den måde befinder beskueren sig hele tiden i et mellemsted, som har slægtskab med migrantens evige spleen – mellem den gamle og nye kultur. Dreamland handler om nogen, som kom – eller hvis forældre kom – for et par årtier siden. Nogen, som har taget ophold i et andet land, men som stadig drømmer, og som stadig er – halvt i drømme, som det hedder – i det gamle land. Det er værd at minde om i denne tid, hvor nye migranter atter banker på vores dør. Også de ankommer med nye drømme og gamle drømmelandskaber." (Juryens motivation)