Vibeke Bryld:
Havfolket kalder mørknet vand

9. oktober 2020 til 6. december 2020

HAVFOLKET KALDER MØRKNET VAND
Af Vibeke Bryld

Installation med 12 min virtual reality-oplevelse

Installationen tager udgangspunkt i en myte om en mand fra Thy, der havde for vane at gå langs strandkanten hver nat for at lede efter vraggods. Undertiden syntes han lidt underlig, og man hørte ham nynne melodier, havfruerne angiveligt havde sunget for ham. Langsomt sygnede han mere og mere hen, og en dag forsvandt han helt. Folk mente, det var havfolket, der havde lokket ham med ned til deres våde bolig.

Havfolket Kalder Mørknet Vand inviterer beskueren til at tune ind på en ældgammel verden, som generationer af nordboere engang har kendt – dengang menneske, dyr og natur var forbundne, og naturen var besjælet. Værket giver mulighed for at opleve et mytologisk landskab, der vækkes til live og kommunikerer med beskueren i et tredimensionelt univers, hvor natur og myte forenes i en poetisk og sanselig oplevelse.

Værket er både en selvstændig virtual reality installation og et ”companion piece” til filmen Thyland (instrueret af Vibeke Bryld). Begge værker er vokset ud af Thys vilde hav og den overtro, der herskede blandt de fiskere, der var prisgivet naturens luner.
Havfolket Kalder Mørknet Vand blev udtaget til dette års VR-sektion af Venedig Film Festivalen og har været vist i i den forbindelse. Det er første gang, at værket vises som en totalinstallation.

Vibeke Bryld (f. 1977) er dokumentarfilmsinstruktør og skribent. Hun bor i København og er uddannet i København og London. Hun har instrueret flere korte dokumentar- og fiktionsfilm og har en bachelorgrad i litteraturvidenskab og filosofi og en master fra dokumentarlinjen på Goldsmiths College, University of London.

Havfolket Kalder Mørknet Vand er produceret af Final Cut for Real - et produktionsselskab som har 10 års erfaring med at skabe stærke kunstneriske fortællinger, og som også har modtaget to Oscar-nomineringer for Joshua Oppenheimers prisbelønnede dokumentarfilm. Dette er selskabets første VR-produktion.

 

CREDITS

CG Supervisor: Lars Hemmingsen Nørgaard

Sound Designers: Mads Michelsen and Sune Kaarsberg

Production Designer: Elin Maria Johansson

Composer: Signe Lykke

Producer: Maria Kristensen, Final Cut for Real

PRODUCED WITH SUPPORT FROM:

DFI, The Danish Film Institute; The West Danish Film Fund; Danish Arts Foundation; Danish Film Directors; The North Denmark Region