The Lake: Works for Radio

10. januar 2016 til 24. januar 2016

Deltagende kunstnere: Gry Bagøien (DK), Hildur Guðnadóttir (IS), CM von Hausswolff (SE), Klara Lewis (SE), Pejk Malinovski (DK), Skuli Sverrisson (IS), Maia Urstad (NO) og Jana Winderen (NO).

Nikolaj Kunsthal præsenterer i samarbejde med The Lake Radio et nyt banebrydende format: et lyttearrangement, hvor otte nordiske kunstnere giver deres bud på, hvad lyd i radioen kan være i dag.

I de senere år er radiokunst blevet en del af et større og bredere felt af lyd- og mediekunst med mange forskellige aktører såsom kunstnere, uafhængige radiostationer og organisationer. En af disse aktører er den alternative, non-profit, 24-timers radiokanal The Lake, der siden 2014 har præsentereret et væld af musikgenrer og journalistiske indslag, lyd- og radiokunst. Med det nye projekt Works for Radio samler The Lake nogle af Nordens mest centrale og interessante lydkunstnere der alle har skabt helt ny-producerede værker til radiokanalen. Udvælgelsen af kunstnere til Works for Radio har taget form som en stafet, hvor The Lake i første omgang har kommissioneret værker fra CM von Hausswolff (SE), Hildur Guðnadóttir (IS), Jana Winderen (NO), samt Pejk Malinovski (DK). De fire kunstnere har desuden fået til opgave at pege på én kunstner hver, som de finder særlig interessant. Herefter er Klara Lewis (SE), Skuli Sverrisson (IS), Maia Urstad (NO) og Gry Bagøien (DK) blevet inviteret.

De otte nye værker uropføres til en helt særlig premiere-event i Nikolaj Kunsthal, hvor alle kunstnere er til stede og præsenterer de nye værker for publikum. Med lyttearrangementet skaber The Lake og Nikolaj Kunsthal i fællesskab rum for den fokuserede lytning, og radiokunst-præsentationerne transmitteres derfor også direkte på The Lake. 

Efter premieren udstilles de otte lydværker i Tårnrummet i Nikolaj Kunsthal i perioden 10.-24. januar, og værkerne vil desuden indgå i fast rotation på www.thelakeradio.com

Works for Radio premiere:

9. januar 2016 kl.17-19
Entré: 50 kr. Billetter skal købes via Billetto: https://billetto.dk/events/104953


Om de otte kunstnere:

Gry Bagøien
Den eksperimenterende sangerinde Gry Bagøien (f. 1975) har siden slutningen af 90’erne arbejdet med at udforske de lydlige udtryk, som findes mellem a cappella-sang og field recordings. Hun har bl.a. været en del af den nu hedengangne elektroniske konstellation Æter sammen med lydkunstner Jacob Kirkegaard og samarbejdet med den tyske ex-Einstürzende Neubauten percussionist F. M. Einheit i kollaborationen ‘Gry’.
Læs mere: http://www.hfn-music.com/artists/gry

Hildur Guðnadóttir
Islandske Hildur Guðnadóttir (f. 1982) er en klassisk skolet cellist, som især har gjort sig bemærket med et eksperimenterende take på celloen og et univers, der bevæger sig mellem neo-klassisk musik, drone og elektroniske klange. I en særegen sammensmeltning af cello, stemme og elektronik forener hun intim enkelhed og store lydlandskaber med imponerende lethed. Guðnadóttir har spillet med navne som Throbbing Gristle, The Knife og Animal Collective og har komponeret musik til bl.a. den danske film “Kapringen”.
Læs mere: http://www.hildurness.com

CM von Hausswolff
Carl Michael von Hausswolff (f. 1956) har siden 70’erne været en væsentlig eksponent for svensk eksperimentalmusik og lydkunst og arbejder både som billedkunstner og komponist. Han har udstillet over hele verden, heriblandt Documenta X (1997) og Venedig Biennalen (2001, 2003, 2005) og har samarbejdet med en lang række toneangivende kunstnere og musikere som bl.a. Pan Sonic, The Hafler Trio, Leif Elggren, Graham Lewis, John Duncan samt danske Jacob Kirkegaard. Hausswolffs værker dyrker ofte et minimalistisk udtryk gennem udforskning af konkrete fænomener som elektricitet, frekvens og klang, og han har en mængde udgivelser bag sig på labels som Raster Noton, SubRosa og britiske Touch.
Læs mere: http://www.cmvonhausswolff.net

Klara Lewis
Field recordings, filtrerede og forvrængede lydminiaturer samt under- og overspillede rytmiske strukturer udgør kun en lille del af det soniske materiale, som den unge, svenske lydalkymist Klara Lewis (f. 1993) har imponeret verden med, siden hendes debut EP Ett udkom på det anerkendte label Editions Mego i 2014. Med en generelt legesyg, men meget kyndig tilgang til sit håndværk former Lewis lydmaterialer fra den levende verden til helt nye lydværker. Senest har hendes lyd manifesteret sig på pladen Msuic, som er udkommet på selskabet Peder Mannerfelt Produktion.
Læs mere: http://klaralewis.com/index.html

Pejk Malinovski
Pejk Malinovski (f. 1976) er radioproducent og forfatter og har i de seneste 11 år boet og arbejdet i New York, hvor han har produceret radiodramaer, konceptuelle dokumentarer og lydkunstværker bl.a. til New York største radiostation WNYC. Han er medstifter af det danske podcast-magasin Third Ear og har vundet en række internationale radiopriser, heriblandt Prix Europa i 2014 for bedste europæiske radiodrama med Everything, Nothing, Harvey Keitel. Som forfatter har Pejk Malinovski udgivet bøgerne Einbildungsroman (2001) og Den Store Danske Drømmebog (2010) på forlaget Basilisk, hvor flere af hans oversættelser af amerikansk poesi – heriblandt Anne Carson (CA), John Ashbery og Kenneth Goldsmith – også er udkommet. Til foråret udkommer han med Digterne på Gyldendal.
Læs mere: https://da.wikipedia.org/wiki/Pejk_Malinovski

Skúli Sverrisson
Overraskende lyde og kompositoriske strukturer er kendetegnende for den islandske bassist og komponist Skúli Sverrisson (f. 1966). Sverrisson har en særegen føling med sit instrument, og hans evne til at forvrænge bassens lyd på et utal af forskellige måder har ledt den talentfulde instrumentalist og komponist til en lang række forskelligartede samarbejder i løbet af de seneste to årtier. Samarbejderne tæller jazzlegender som Wadada Leo Smith og Derek Bailey, ikoner som Lou Reed og Jon Hassel, komponister som Ryuichi Sakamoto og Johann Jóhannsson og performancekunstneren Laurie Anderson.
Læs mere: https://www.facebook.com/skuli.sverrisson

Maia Urstad
Norske Maia Urstad (f. 1954) startede sit kunstneriske virke i 80’erne på kunstakademiet i Bergen og som aktivt medlem af ska-gruppen Program 81. Op mod 90’erne migrerede hendes kunstneriske genstandsfelt mod lydeksperimenter, og hun har siden 1987 arbejdet med lyd i forskellige kunstprojekter, installationer, stedsspecifikke koncerter, teater og film. Hendes seneste projekter omfatter udendørs og indendørs lydinstallationer og performances, der bruger CD og kassette-radioer til både lydtransmission og som skulpturelle objekter.
Læs mere: http://www.maia.no

Jana Winderen
Med brug af den nyeste teknologi udforsker og afslører norske Jana Winderen (f. 1965) lyd fra skjulte kilder - både dem der umiddelbart er uhørlige for mennesker, og lyd fra steder, som er vanskelige at få adgang til. Med field recordings som kernemateriale har hun udgivet flere audiovisuelle værker på det anerkendte pladeselskab Touch. Winderen er uddannet fra Goldsmiths College i London, men har en baggrund i matematik, kemi og havøkologi fra Universitetet i Oslo. Hun har udstillet på MoMA og Park Avenue Tunnel i New York, og for nylig var hun artist-in-residence på TBA21 Academy i Wien.
Læs mere: http://www.janawinderen.com